Page 18 - pesta2009_1
P. 18

-pest-POSTEN                        Side  18



               AGNES                                 BRÆNDTE SKIBE
           Agnes, min dejlige sommerfugl,         Han vændte sine skuders
           dig vil jeg legende fange!             stavne fra nord,
           jeg fletter et garn med masker små,    søgte lysere guders
           og maskene er mine sange!              legende spor.

           «Er jeg en sommerfugl, liden og skær,  Snelandets bauner
           så lad mig av lyngtoppen drikke;       slukned i hav;
           og er du en gut, som lyster en leg,    solstrandens fauner
           så jag mig, men fang mig ikke!»        stilled hans krav.
           Agnes min dejlige sommerfugl,          Han brændte sine skibe; -
           nu har jeg maskerne flettet;           blånende røg
           dig hjelper visst aldrig din flagrende flugt,-  som en bro-banes stribe
           snart sidder du fanget i nettet!       nordover føg. –

           «Er jeg en sommerfugl, ung og blank,   Mod snelandets hytter,
           jeg lystig i legen mig svinger;        fra solstrandens krat
           men fanger du mig under nettets spind,  rider en rytter
           så rør ikke ved mine vinger!»          hver eneste nat.

           Nej, jeg skal løfte dig varlig på hånd           I EN KOMPONISTS STAMBOG
           og lukke dig ind i mit hjerte;
           der kan du lege dit hele liv                 Orpheus slog med toner rene
           den gladeste leg du lærte!                   ånd i vilddyr, ild i stene.

                   ET VERS                              Stene har vårt Norge nok af;
                                                        vilddyr har vi og en flok av.
                At leve er – krig med trolde
                i hjertets og hjernens hvelv.           Spil, så stenen spruder gnister!
                At digte, - det er at holde             Spil, så dyrehammen brister!
                dommedag over seg selv.
              BORTE!
                                                  Diktene hentet fra:
           De siste gæster                        Henrik Ibsen SAMLEDE  DIGTERVERKER,
           vi fulgte til grinden;                 Gyldendal norske forlag, Oslo 1937 -
           farvellets rester
           tog nattevinden.                                        Signe Holta Ringertz

           I tifold øde
           lå haven og huset,
           hvor toner søde
           mig nys berused.
           Det var en fest kun,
           før natten den sorte;
           hun var en gæst kun, -
           og nu er hun borte.
   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23